Danmarks produktionsvirksomheder skal være verdensmestre i bæredygtighed

Nyt projekt skal løfte bæredygtigheden i hele Danmarks produktionssektor. Vi starter i Trekantområdet!

Klodens kriser står i kø: Global opvarmning, forurening, voksende bjerge af affald og truet biodiversitet. Menneskets levevis presser jordens ressourcer, og kommende generationer ser ind i en dyster fremtid, hvis vi ikke handler nu.

Industrien spiller en central rolle i de globale bæredygtighedsudfordringer. Industrien forbruger store mængder ressourcer, vand og energi. Den forarbejder materialer, genererer affald og udleder CO2 og giftstoffer. Den transporterer råvarer, komponenter og færdige produkter på tværs af oceaner og kontinenter. Og når vi smider det gamle væk, så producerer industrien noget nyt. Det skal vi have lavet radikalt om på.

Faktum er, at dansk industri ikke er bæredygtig i dag. Faktisk er vi langt fra. Især når det kommer til vigtige parametre som affaldshåndtering, vand- og ressourceforbrug. Men viljen til forandring er der. Rigtig mange dygtige industrivirksomheder vil gerne i gang med den grønne omstilling – og de skal have en håndsrækning til at komme godt fra start.

Danmarks produktionssektor skal være verdens mest bæredygtige

Vi sætter barren højt. Det forventes af os. For Danmark er kendt som et grønt foregangsland – en position, vi kun kan bevare, hvis vi får endnu flere virksomheder i gang med omstillingen til bæredygtig produktion nu.

Bæredygtighed skal tænkes ind i kernen af virksomhederne. Ikke kun som en complianceøvelse, men som et reelt konkurrenceparameter. Det betyder, at forretninger ikke bare skal justeres, men genopfindes: Fra lineær til cirkulær med bæredygtighed som det bærende element i alle produkter og i al drift. Nye løsninger skal implementeres i alle led af værdikæden.

Den enkelte virksomhed kan ikke gøre det alene. Forandring kræver, at vi arbejder sammen og finder nye veje til forandring. Industriens Fond går forrest med den grønne stafet. Sammen med en dygtig og ambitiøs partnerkreds – med DDC – Dansk Design Center, Trekantområdet Danmark, Alexandra Instituttet, DANDY Business Park, Teknologisk Institut og Force Technology vil vi for alvor sætte strøm til den grønne omstilling i Produktionsdanmark. I meget stor skala.

Sammen tager vi afsæt i Trekantområdet – hjemstavn for mere end 600 små- og mellemstore industrivirksomheder. Ambitionen er at nå alle produktionsvirksomheder i Trekantområdet som første skridt på en rejse, der senere udbredes til produktionsvirksomheder i resten af landet.

Vi eksperimenterer os frem

Vi ved, at mange små og mellemstore virksomheder – med rette – har svært ved at få greb om bæredygtigheden i en travl hverdag med fyldte ordrebøger og drift, der skal passes. Hvor skal man starte, hvad skal man måle, og hvor skaber man mest værdi for både klode og forretning? Omstillingen er lige så kompleks som de udfordringer, de enkelte virksomheder står med.

Derfor går vi fra starten eksperimenterende til værks både med den enkelte virksomhed og deres rolle i værdikæden. På den måde eksponeres virksomhederne for forskellige måder at arbejde med bæredygtighed på, og vi finder løsningerne til reel forandring. Fx gennem:

–        Ledelse og strategi
–        Teknologi og data
–        Design af produkter og forretningsmodeller

Vi arbejder mobiliserende og agilt med virksomhederne og de aktører, der understøtter dem i deres rejse. I de kommende måneder starter partnerne med et mindre antal virksomheder. Herfra er det ambitionen på sigt at indtage resten af Danmarks produktionssektor.

”Bæredygtighed bliver det afgørende konkurrenceparameter i fremtiden. Mange virksomheder mærker stigende krav fra kunder, myndigheder og omverden nu. Derfor skal den grønne omstilling op i gear. Herfra skal vi gribe muligheden for at gå foran på vegne af den globale industri og gøre bæredygtighed til katalysator for vækst og innovation. Det skal dette projekt være omdrejningspunkt for,” siger direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.

Projektets elementer
  1. Pilotprojekt: Vi starter med et pilotprojekt i Trekantområdet. Pilotprojektet fokuserer på fødevareindustriens værdikæde med afsæt i et mindre antal virksomheder. Her undersøges hvilke indsatser en omstilling til bæredygtig produktion kræver.
  2. Vi starter i Trekantområdet: Med pilotprojektets erfaringer som fundament er ambitionen at engagere alle Trekantområdets 6-800 produktionsvirksomheder gennem en række forskellige projektindsatser med fokus på bæredygtig produktion.
  3. National skalering: Den langsigtede vision er, at Danmark skal have verdens mest bæredygtige produktionssektor. Med afsæt i erfaringerne fra Trekantområdet vil vi brede indsatsen ud til resten af landet, således at alle ca. 8.500 danske produktionsvirksomheder integrerer bæredygtighed centralt i forretningen.

 

Partnerne

Indsatsen er udviklet med og støttet af Industriens Fond.

Partnergruppen består af:

Læs mere om projektet her.