Innovationsfestival 2022: 1 år med løvinde, award og masser af oplæg

I DANDY Business Park har vi ventet og ventet. På at gentage succesen. Vi taler om Innovationsfestivalen, som i 2019 trak ca. 1.000 deltagere til parken. Corona har spændt ben, men torsdag den 25. august 2022 sker det igen.

At gentage en succes stiller store forventninger. I DANDY Business Park ved vi, at begejstringen var stor efter Innovationsfestivalen i 2019. I skrivende stund knokler vi for at lægge sidste hånd på et program, der gerne skal leve op til forventningerne. Vi har talt med Dorte Bjerre, som i 2019 var facilitator i et af teltene. I år er hun projektleder for festivalen og ved om nogen, hvad der kommer til at ske.

– Vi gør meget ud af at skabe ikke bare et spændende program men også en god festivalplads, hvor alle gæster føler sig taget godt imod, siger hun.

Med kendte ansigter, en award, debat og en række casebaserede oplæg dagen igennem er der lagt op til at hylde innovation. Uanset om du er iværksætter, etableret virksomhed, forsker, underviser, studerende eller bare nysgerrig, vil du få viden, inspiration og ’hold-da-op-det-vidste-jeg-ikke-oplevelser’ med hjem.

Store scene får besøg af kendte navne

Innovationsfestivalens hovedscene åbner med et meget personligt foredrag med Mia Wagner. Herefter kommer parkens tre Innnovation Hubs på scenen med hver deres debat-seance inden for SUSTAIN, FOOD og TECH. Derudover er festivalen så heldig, at Industriens Fond vil komme og uddele årets Danish AI Award.

– Vi er naturligvis stolte over, at man i år vælger Innovationsfestivalen som stedet, hvor man uddeler denne award, lyder det fra Dorthe Bjerre. 

Inden Store Scene lukker, kommer endnu en hovedtaler på scenen. Hvem det er, kan vi endnu ikke løfte sløret for. 

Men vi lover, at der bliver noget at tænke over på hjemturen. 

Festivalstemningen vil denne augustdag brede sig fra Business House til AI Innovation House. Huset, som man i 2019 tog første spadestik til på Innovationsfestivalen. I år vil hele festivalområdet blive opdelt i tre zoner, hvor hver zone vil danne rammen for et af de tre økosystemer – SUSTAIN, FOOD og TECH.

Fokus for alle tre zoner er innovation i øjenhøjde for bæredygtig vækst, som er så dybt forankret i parkens DNA.

– Samtidig manifesterer Innovationsfestivalen parkens værdier, hvor en af dem fx er ’Vi åbner op og inviterer andre ind’, fortæller Dorthe Bjerre.

Trænger man til en pause fra oplæggende, bliver der masser af inspiration i festivalens udstillertelt, der har plads til 90 udstillere – en del af dem vil i år være fra Tyskland. 

Se program og tilmeld dig her.